Opgradering af PrestaShop 1.2.5-1.3.x.x. til version 1.4.x.x

I dette indlæg vil jeg forsøge at gennemgå de trin, du skal igennem for at kunne opgradere din gamle version af PrestaShop til den nyeste version 1.4.x.x. Jeg vil også kort fortælle om de ting, jeg oplevede ikke gik så godt efter min opgradering.

Først og fremmest skal du sikre dig, at dit theme er kompatibelt – det kan du gøre på denne side. Hvis du har css-kendskab, og dit nuværende theme ligger tæt op af PrestaShops standard theme måske bortset fra farver, skrifttyper og nogle enkelte rettelser i .tpl-filer, kan du med fordel starte med at lave dit theme helt fra bunden. Dette skyldes, at der fra version 1.4. er sket en hel masse mht. css filerne, der nu er splittet op under de enkelte moduler og der er optimeret en del af hensyn til hastighed. Dette får du ikke glæde af, hvis dit theme blot er kompatibelt og koden bag ikke er splittet op.

Når du ved, at dit theme er kompatibelt – eller du har valgt at lave et nyt, så skal du som altid starte med at tage backup – både af database og selve shoppen og også gerne en eksport af dine sprogfiler, hvis du har lavet mange rettelser. Den allerbedste måde at opgradere på, er at gøre det i en ny installation af din shop på et andet domæne, f.eks. et subdomæne – se hvordan her, så du får mulighed for at teste alt af, inden du går “live” med din nye shop. Når du har installeret en kopi af din live-shop, kan du gå i gang med opgraderingsprocessen.

Start med at downloade seneste version af PrestaShop. Udpak filerne lokalt på din pc – omdøb evt. mappen til f.eks. “PrestaShop_klar_til_upgrade”.

Nu skal du i gang med at tilpasse og flytte mapper fra din live shop over i din nye upgrade-mappe. Start med at omdøbe mappen “admin” til det samme som den hedder i din liveshop. Kopiér herefter følgende mapper via FTP fra din liveshop ned i din nye tilsvarende PrestaShop-mappe:

/mails

alle filer under /img undtagen de filer der ligger i /img/admin (disse er grafikker fra BO i din gamle version, så dem vil du ikke beholde)

Under /modules kopierer du alle de moduler, du selv har tilføjet til shoppen, det kunne f.eks. være Facebook like, topmenu, osv. – altså moduler, som ikke var en del af standard PrestaShop i din gamle version – du må ikke kopiere de originale moduler der fulgte med Prestashop, da disse er tilrettede i den nye version.

Hvis du har tekst på forsiden i modulet “Hjemmeside editor”, skal du også kopiere filen editorial.xml

Kopier alt indhold fra mapperne upload / download ned i deres respektive mapper i din nye installationsmappe.

Dit tilrettede/nye version 1.4 theme kopieres over til mappen /themes. Husk aldrig at rette i det originale PrestaShop theme, lav i stedet altid en kopi, hvis du skal lave tilpasninger til det.

Hvis du har en .htacess fil (ligger i roden af din shop), skal du også kopiere denne over i den nye rodmappe – den skal så efterfølgende genereres igen via BO, når du er færdig med opgraderingen (under BO, Generators)

Til sidst kopierer du /config/settings.inc.php over i den tilsvarende mappe i din installationsmappe. Denne fil indeholder oplysninger om din database, kodeord osv. til BO.

Nu er din “installationsmappe” klar. Upload alt indhold til din testshop (hvis du vælger den sikre løsning, hvilket du bør jf. vejledning ovenfor) Efter upload skriver du i en browser www.dinshop.dk/install og vælger Update. (Hvis du ikke får muligheden for at vælge Update, så er der noget helt galt, for du er ikke i gang med en ny installation). Følg vejledningerne på skærmen og afslut med at slette /install mappen. Under opgraderingen bliver du spurgt, om du vil deaktivere ikke originale moduler – dette er en god ide, du skal blot huske at aktivere dem igen, når opgraderingen er færdig.

Så er shoppen opgraderet og alt er forhåbentligt gået godt:-).  Nu kan du teste, at alt virker som det skal, f.eks. at du kan oprette en konto, gennemføre et testkøb osv. osv.

Når du har testet alt, kan du gennemføre opgraderingen på din liveshop, sæt den til offline, inden du går i gang (under installationen vil den dog under alle omstændigheder ikke være tilgængelig).

Nu kommer så de ting, jeg opdagede efter opgraderingen – jeg ved ikke, om det er pga. ændringer i databasen, eller om jeg blot var uheldig med min shop. Men jeg havde f.eks. nogle mængderabatter på nogle krus, og de var væk efterfølgende. Ligeledes var nogle af varerne ikke længere på tilbud. Rabatkuponerne virkede ikke længere (man fik fejl om, at de var udløbet). Så et hint er at notere disse ting ned, før du opgraderer, så du kan genskabe efter opgraderingen.

Bemærk også, at hvis din gamle shop kører version 1.2.5 eller er opgraderet fra denne version, så vil du også støde på problemer med sprogfilerne under f.eks. mails, da de i version 1.2.5 hed “dk” men i den nye version hedder “da”, så nogle af filerne hentes stadig i “dk” mappen (bl.a. leveringssedler) så man kan ikke blot lige slette alle “dk” mapperne. Det kan sikkert nemt løses ved at flytte nogle filer – det har jeg ikke lige fået kigget nærmere på.

Den mest irriterende fejl er lige nu, at jeg ikke får tracket Adwords og organiske besøg rigtigt, ligesom man ikke kan opsætte og spore mål under checkout, da den indbyggede OPC i version 1.4 bruger samme side til alle trinene – det har jeg ikke fundet en løsning på.

Det gode ved opgraderingen er, at der fra version 1.4.4.0 og frem er kommet en Upgrade funktion i BO, så det fremover bliver meget nemmere at opgradere shoppen.

 

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet, så står du forrest i køen når jeg finder de lækre tips og tricks eller gode tilbud frem.

4 Kommentarer

  1. Timpet-Reply
    31. oktober 2011 at 22:15

    God struktureret guide, jeg synes næsten det er en skam, at jeg ikke skal opgradere når man sådan får det hele foræret 🙂

  2. Jens-Reply
    4. april 2012 at 08:24

    Skal lige præcis igennem denne mølle 🙁
    Håber det går nogenlunde, ved også der findes et opdateringsmodul, som selv skulle kunne opdatere shoppen. Har dog ikke prøvet det endnu, da det koster lidt og er udviklet eksternt.

  3. 22. marts 2013 at 06:30

    Hejsa..

    Jeg har en prestashop version 1.3 der skal opdateres til 1.5 kan man så også bare følge denne guide? Eller skal man først opgradere til 1.4 og derefter til 1.5?

  4. 22. marts 2013 at 21:58

    Siden denne guide blev lavet, har PrestaShop lavet en autoupgrade funktion. Den kan måske klare en del af opgaven, men der skal under alle omstændigheder først opgraderes til version 1.4.x før der kan opgraderes til version 1.5.
    Det er en kompleks opgave, så husk backup mellem hver version og se evt. denne: http://doc.prestashop.com/pages/viewpage.action?pageId=5374295

Skriv en kommentar